Ole Taggaard Nielsen, Autoriseret psykolog, Godkendt specialist i psykoterapi, Godkendt supervisor, ACBS Peer reviewed ACT Trainer
De fleste mennesker, jeg arbejder med henvender sig til mig, fordi de føler sig “fastlåste” i deres liv. Denne “fastlåsthed” kan komme til udtryk på mange forskellige måder som depression, angst, udfordringer med at håndtere et traume, vanskeligheder i relationer, en følelse af utilstrækkelighed eller en gennemgående utilfredshed med tilværelsen. Uanset formen er fællesnævneren ofte et tab af mening – og dermed tab af vitalitet.
Jeg arbejder med disse problemstillinger (og hvad mine klienter ellers måtte have behov for) med udgangspunkt i respekt, samarbejde og åben dialog. Vi starter typisk med sammen at undersøge, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer i dit liv.
Min tilgang er pragmatisk, interaktiv og klient-orienteret. Jeg benytter mig ikke af en “sygdomsbaseret” model for psykoterapi, da jeg mener, at en sådan tilgang kan begrænse den forandring, der er mulig. De klienter, som jeg arbejder bedst med, er interesseret i en aktiv tilgang og i at lære færdigheder, som kan hjælpe med at håndtere de barrierer, der står i vejen for at leve et meningsfuldt liv. Jeg har også gode erfaringer med at se klienter, der tidligere har fået et mindre tilfredsstillende eller begrænset udbytte af psykoterapi.
Medfølelse er helt centralt i min praksis. Jeg lægger vægt på omsorg og respekt for de mennesker, jeg arbejder med. Samtidigt er mit arbejde solidt funderet i videnskab, som guider mine interventioner og plan for terapien. Mit arbejde er relationsorienteret, hvor udviklingen af et stærkt terapeutisk forhold danner fundamentet for min tilgang.
Acceptance and Commitment Therapy (ACT)
Den terapiform, som jeg finder mest hjælpsom er: Acceptance and Commitment Therapy (ACT). ACT er en gren af den kognitive adfærdsterapi, som lægger vægt på processer som åbenhed, nærvær og handling i overensstemmelse med personlige valgte værdier. Målet med ACT er at hjælpe dig med at lære færdigheder, så du kan kæmpe mindre med det ubehag, livet uundgåeligt bringer. Samtidigt arbejder vi på at udvikle handlemønstre, der stemmer overens med dine egne personlige værdier.
I ACT forsøger vi altså ikke at kontrollere eller fjerne uønskede tanker og følelser. Faktisk er det ofte netop vores egne kontrolstrategier, der ender med at blive en del af problemet og ikke løsningen. ACT-færdigheder hjælper os derimod med at blive bevidste om vanskelige følelser og tanker – og til at kunne interagere med dem med større fred. ACT hjælper os også til at være mere nærværende og venlige overfor os selv og andre, samt til at handle på vores personligt valgte livsværdier. Du kan læse mere om ACT her på hjemmesiden under “Om ACT”.
For professionelle: Træning / Supervision i Acceptance and Commitment Therapy (ACT)
En del af min praksis er at tilbyde behandlere og behandlingsenheder træning og supervision i ACT. I den forbindelse har jeg blandt andet arbejdet med dissemination af ACT i Danmark siden 2007 og er ACBS Peer reviewed ACT Trainer. Jeg er medforfatter til den første danske originale introduktionsbog i ACT: Introduktion til ACT (Dansk Psykologisk Forlag, 2010) og har været medarrangør af og primær supervisor på en 2 årig specialistgodkendt uddannelse i ACT (2011-2018). Jeg har fortsat et stort fokus på at formidle ny ACT viden på en klar, anvendelig og kreativ måde.
For yderligere information om min baggrund i ACT m.v. se øverst under faglige kvalifikationer.
Kontaktinformation:
Kontakt mig pr. mail: otn@actklinikken.dk
Jeg tager imod klienter med eller uden henvisning fra egen læge. Fremmøde i klinikken eller online.
Er du allerede tilknyttet klinikken kan du anvende online booking til at bestille tid m.v. – Klik her